Site icon Cardio Code

Mere træning ind i hverdagen

træning i hverdagen

Når du elsker at bruge din krop, mærke den bliver stærkere og måske samtidig har et overordnet mål med din træning, kan døgnets timer føles for få. Mange glemmer dog, at al bevægelse styrker kroppen – og derfor også tæller i det samlede bevægelsesregnskab.

Træning er derfor mange flere ting end en tur i fitness, svømmehallen eller en løbetur. Gåturen med børnene i klapvognen giver dig også skridt til skridttælleren. Cykelturen efter mælk og frugt kan også få pulsen op. Det samme kan gulvvask, støvsugning og en tur i haven med riven.

Ved at indtænke dagligdagens almindelige aktiviteter, kan du således hæve ugens samlede træningstid med flere timer.

Konkrete hverdagssituationer du kan konvertere til træning

Udover at indtænke al bevægelse som træning og motion, kan du også helt konkret implementere de klassiske træningsøvelser fra fitnesscenteret i din hverdag.

Squat dig stærk

Styrk dine lægmuskler, lårmuskler og bagdel ved at squatte op og ned fra hug, når du skal hjælpe børnene med fodtøjet, samle noget op fra gulvet eller på anden måde arbejder ved jorden. I stedet for at støtte med armen eller på anden måde trække dig op.

Løft med ryggen i stedet for med armene – eller omvendt

Afhængig af hvilken del af din krop, der har træningsfokus her og nu, kan du skifte mellem hvilke muskelgrupper, du anvender. Både når du løfter børn, indkøbsposer eller papkasser. Holder du genstandene tæt til overkroppen og spænder op i mavemuskler og arme aktiverer du disse. Bærer du i stedet tingene ud fra kroppen og spænder op i rygmusklerne, styrker du rygmuskulaturen.

Øg hastigheden

Uanset hvad du laver, kan du nemt arbejde konditionstræning ind i hverdagens gøremål: Gå hurtigere med barnevognen end du plejer, støvsug i et højere tempo eller træd godt til i cyklens pedaler. Vælg samtidig gerne ruten med flest bakker – eller måske endda en lidt længere vej, end du plejer. På den måde får du mere effekt end ellers, men bruger ikke mere tid på aktiviteten.

Er du mor, og er tiden trang, kan du finde flere nemme træningstips til hverdagen her.

Andre tips til en sundere hverdag

 

 


Artiklen er udtryk for skribentens holdning og indeholder ikke redaktionelt materiale.

Exit mobile version