n11

Der findes stort set ikke nogen lande, hvor der ikke er mangel på organdonorer og bloddonorer, men nogen er naturligvis hårdere ramt. Måske ikke så overraskende, er der mangel på især bloddonorer i Indien, der med langt over en milliard indbyggere også har mange indlagt på hospitaler af mange forskellige årsager.

Manglen i Indien er så stor, at familier i mange tilfælde selv er nødsaget til at skulle finde blod, hvis deres indlagte familiemedlemmer har brug for en transfusion. De fleste af os er nok vant til at se diverse opslag på Facebook om hvem der lige har en trillebør eller en trailer man kan låne. I Indien er det på samme måde meget normalt at nogen i opslag efterspørger blod til familiemedlemmer.

Nu er Facebook gået ind i sagen, de har nemlig valgt at gøre det langt lettere både at efterspørge og tilbyde blod, da man i sine oplysninger kan skrive om man vil give blod og hvilken type af blod man har. Du kan læse mere om Facebooks tiltag her.

Det er en lille teknisk ting, der naturligvis ikke kræver det store arbejde af Facebooks teknikere, men det er et tiltag der kan redde tusindvis af liv, et tal der hurtigt kan stige til millioner, hvis det blev bredt ud på verdensplan og måske blev udvidet med at tælle organer og ikke “kun” blod.

Der er meget forskning der viser, at der er mange der ikke får meldt sig som donorer, da de tror det er besværligt, og at mange flere ville gøre det, hvis det blev gjort lettere for dem.